Udvikling af synet:

Synet udvikles allerede fra fosterstadiet. Når barnet fødes, er det med en synsrefleks, der gør, at barnet automatisk drejer hovedet efter lys eller skinnende objekter. Herfra tillæres synet via erfaringer igennem opvæksten.

Det hele starter med, at barnet ser på moderen, der giver bryst. Ofte ser barnet kun med det ene øje (monokulært) idet det andet øje oftest er gemt bag det diende bryst. Her sker fiksation og fokusering. Selve orienteringen sker, når barnet opdager, at der er andre i verden end mor og jeg!

Koordineres de 2 synsfelter ikke, ses der dobbelt og hjernen vil hurtigt finde ud af at løse dette problem enten ved hjælp af skelen (ind - eller udaddrejning af ét øje) eller ved at udvikle et dovent øje (reduceret syn på ét øje). Når der placeres ting foran barnet, begynder en øje-hånd koordination, der sammen med følesansen i munden, hjælper barnet til at lære synet, at se facon og størrelser mv.

Mangel på stimulation før og efter fødslen medfører nedsat selvbevidstgørelse omkring de primitive reflekser. Disse primitive refleksers formål er at hjælpe med i barnets udvikling. Herefter hæmmes (bevidstgøres) de, så de ikke fremover kan genere.

Nu skal balancen udvikles. Det sker ved, at barnet ligger på maven (vågen tilstand) og forsøger at løfte hovedet. Denne balancegang kræver meget energi. Mere om udviklingen senere, først lidt om balancen:

Balancen:

Balancen er en integration af labyrintsansen (den ubevidste balance), kinæstesisansen (den bevidste balance), taktilsansen (følelsessansen) og synet. Fungerer én af delene ikke optimalt, kan det have indflydelse på balancen. Skal man optræne balancen, er det vigtigt at gøre det i den rigtige rækkefølge, samt optræne det, der er dårligt.

Labyrintsansen (også kaldet vestibulærsansen eller ligevægtssansen)
Dette sanseorgan er placeret i det indre øre i både højre og venstre side. Labyrinten i mellemøret har nær forbindelse med øjenbevægelser. En dårlig og usikker balance kan derfor medfører nogle usikre øjenbevægelser.

Kinæsthesisansen (også kaldet stillingssansen eller muskel-ledsansen)
Er placeret i muskler, led og sener. Disse sanseorganer sender besked til hjernen om bevægelser, påvirkning, tonus, kropsbevidsthed og retnings- rumfornemmerlser.

Taktilsansen (følelsessansen)
Er placeret overalt i huden og slimhinderne (fx cornea). Taktilsansen under fødderne er som et eksempel med til at sende impulser til hjernen om underlagets tilstand, så balancen kan tilrettes dette underlag.

Synet
Hjælper os i balancesituationer. Hvis man står med samlede ben og lukker øjnene, vil man hurtigt registrere dette.

Mere om udviklingen:
Når barnet selv kan holde hovedet, skabes der vha. synet en nysgerrighed, der får barnet til at ønske at bevæge sig og en koordination af kroppen bliver nu nødvendig. Ved at se noget legetøj og via bevægelse lærer synet at afstandsbedømme.

Lokaliseringsevnen (fiksation/ fokusering/ følgebevægelser) er at få et overblik over synsfeltet, samt at udvælge de mest betydningsfulde elementer.

Fiksering: evnen til hurtigt og korrekt at rette blikket mod en bestemt genstand.

Fokusering: at stille synet skarpt

Hvert øje har sit eget synsfelt. Disse må kombineres og synkroniseres for at få fuld udnytte af orienteringen. Mangler man lokaliseringssansen, vil man opfatte alt hvad man ser, som det vigtigste at holde øje med og man vil ikke være i stand til, at koncentrerer sig om et udvalgt område i synsfeltet. Er fiksationen nedsat bliver det svært at læse. Har man problemer med fiksationen vil man opleve, at ordene i en bog hopper eller at man kommer til at genlæse en linie flere gange.

Tilbage til balancen:

En dårlig balance behøver ikke at være medfødt. En sådan kan fås ved understimulering, ved gentagen mellemørebetændelse, som følge af et uheld, virus på balancenerven, benforskel mv.

Man kan teste den bevidste balance på flere måder. Man kan for eksempel gå på en balancebom (10 cm bred) uden at falde ned og uden at benytte armene til hjælp for balancepunktet. Man skal kunne gå forlæns og baglæns, henholdsvis med åbne og lukkede øjne.

Piskesmæld:

Ved en piskesmældslæsion sker der en kraftig bevægelse i de små krystalfibre der er placeret i sækken i mellemøret. Disse kraftige impulser videresendes til lillehjernen, der igen påvirker de ydre øjenmuskler, som herefter får svært ved at fiksere.

Mange af piskesmældspatienterne går daglig rundt med gener som fx svimmelhed. Det kan for manges vedkommende trænes væk ved at arbejde med labyrintsansen hos optometristen.

Piskesmældslæsioner der berører taktilsansen, kan ved hjælp af børsteteknik behandles hos fysioterapeuten.

Synstræning:

Optikeren kan altså hjælpe med andet end ordinering af briller og kontaktlinser. Går man med problemer som:

• dårlig koncentration op ad dagen
• træthed i/omkring øjnene op ad dagen
• tekst der flyder ud ved læsning
• fokuseringsproblemer
• hovedpine i tindinger/panderegion
• lukkes det ene øje ved læsning
• omstillingsproblemer
• gentages en linie flere gange ved læsning

kan din synstræningskonsulent hjælpe dig. At se på en skærm kræver en koordination af 12 øjenmuskler, 3 hjernenerver og at både det frivillige og det selvstyrende nervesystem kan arbejde sammen. Øjnene skal drejes indad ved hjælp af de ydre øjenmuskler og rettes mod samme sted. Derefter skal skarphedsindstillingen være på plads (akkommodationen) og så er man klar til at arbejde. En krævende proces, som ikke ret mange mennesker bortset fra optometristen tænker på!

Man strømmer i træningscentrer for at træne mave, baller og lår - men ikke mange tænker på musklerne der sidder i øjnene.

Optometrist
Lotte Sølvtofte
Brillehuset Randers